Mænd med store overarme får mere sex
10. jul. 2007 14.44 Udland

Muskuløse unge mænd får mere sex end spinkle fyre, hvis man skal tro en undersøgelse fra University of California Los Angeles.

Undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Personality and
Social Psychology Bulletin, konkluderer, at en rigtig veltrænet krop er
en fjer i hatten for de mænd, som bruger meget tid på styrketræningen.
Kvinder på udkig efter en viril mand føler sig nemlig tiltrukket af
store muskler.

Kvinder vil se muskler
– Kvinder er disponeret for at foretrække mænd med god muskelkraft, siger en af forskerne bag undersøgelsen, David Frederick.

Hidtil har lignende undersøgelser mest koncentreret sig om, hvad
mænd føler sig tiltrukket af hos kvinder, og hvilket job kvinder synes
en mand skal have for, at de falder for ham.

David Frederick mener, at tidligere studier har vist, at kvinder
især faldt for mænd med høj løn og vilje til at indgå parforhold. Men
Fredericks undersøgelse viser derimod, at mænds fysiske træk faktisk
tæller højere hos kvinder.

En enkelt affære kræver store biceps
Kvinder er ifølge undersøgelsen især fysisk mere tiltrukket af
muskuløse mænd, når det handler om engangsaffærer. Men når kvinder skal
finde manden i deres liv, så vælger de fleste en ganske almindelig fyr
i stedet for den veltrænede type.

– På den ene side synes kvinder, at muskler gør en mand sexet. På
den anden side bliver kvinder mere mistroiske overfor de samme mænds
romantiske intentioner, siger David Frederick.

Universitetsstuderende og deres sexliv
Han og kollegerne har interviewet 99 mandlige universitetsstuderende om
deres sexliv. Muskuløse mænd havde dobbelt så stor sandsynlighed for at
have haft mere end tre sexpartnere end mænd med mere almindelig
kropsbygning.

Forskerne bad også 141 kvindelige studerende om at vælge mellem seks
typer af mænd, som var alt fra store muskelbundter til spinkle gutter.
De fleste af kvinderne foretrak de mindre veltrænede, som de mente
havde størst sandsynlighed for at ville binde sig i et parforhold. Mænd
med store muskler anså kvinderne for at være mere ustabile, aggressive
og dominerende.